På vej på langrend. Slår som sædvanlig smutvej langs snescootersporet, der løber forbi hundepladserne nær kollegiet. Ender på vejen igen nær indkøbscenteret, støder sammen med folkevrimlen uden for centeret, overhaler et par grønlændere og stopper så op og sænker tempoet: ”Se nu der, Ditte, nu gør du det igen: Jager af sted som en dansker.” – For sådan færdes man altså ikke i Ilulissats gader, man jager ikke af sted!
Det kan dog være svært altid at stå mål med den ro, som hersker i gaderne her. Min gang bliver lidt for rask og målrettet, min holdning lidt for ret og standhaftig. Det er danske fødder på grønlandsk grund: En koloniherres gang på koloniseret jord. Billedet af danskere, der indtager Grønland med rask og målrettet gang, imens Grønlænderne stille træder til side og lader danskere gå i front, står alt for klart for mig efter mødet med det grønlandske folk. De er så lavmælte i kropssprog og i tale, at det er let at komme til at føle sig som lidt af en damptromle i deres selskab.
Ja, smukt og fredeligt er Ilulissat. – Men hvad med det billede, de danske medier tegner af Grønland? Hvad med de sultende børn og de fordrukne forældre? Hvad med de volds- og incestramte kvinder og børn? – Faktisk synes alt dette umiddelbart fjernt her i Ilulissat: Her tumler børnene sig rødkindet i sneen, og her hænger der ingen branderter på gadehjørnerne. Ilulissat udmærker sig da også ved at være den by i Grønland med den laveste ledighed: En lille mønsterby? Ikke helt! Bag nogle af de blå, gule, røde og grønne murer forgår der desværre ting, der ikke harmonerer med den farvestrålende facade. Det er så tæt på og alligevel utrolig fjernt; vanskeligt at inkorporere i billedet af dette dejlige sted og den grønlandske mentalitet, som i høj grad tiltaler mig. Men nej, Ilulissat går ikke fri!
Ja, smukt og fredeligt er Ilulissat. – Men hvad med det billede, de danske medier tegner af Grønland? Hvad med de sultende børn og de fordrukne forældre? Hvad med de volds- og incestramte kvinder og børn? – Faktisk synes alt dette umiddelbart fjernt her i Ilulissat: Her tumler børnene sig rødkindet i sneen, og her hænger der ingen branderter på gadehjørnerne. Ilulissat udmærker sig da også ved at være den by i Grønland med den laveste ledighed: En lille mønsterby? Ikke helt! Bag nogle af de blå, gule, røde og grønne murer forgår der desværre ting, der ikke harmonerer med den farvestrålende facade. Det er så tæt på og alligevel utrolig fjernt; vanskeligt at inkorporere i billedet af dette dejlige sted og den grønlandske mentalitet, som i høj grad tiltaler mig. Men nej, Ilulissat går ikke fri!
