Flue-studier

En natsværmer. I computerrummet på seminariet. Jeg flytter blikket fra skærmen og betragter nysgerrigt dyret: ’Sig mig, hvad laver du dog her i det kolde Nord?’. Men det kan jeg jo sige mig selv! Den laver nemlig lige netop det, som natsværmere nu engang gør: Den forsøger med aggressive vingeslag at bryde igennem vinduesglasset. Det er da til at forstå!

Det er som med de grønlandske myg. De jager blod. Det er også til at forstå! Anderledes er det med fluerne her. De opfører sig mærkværdigt. Hvor mange i Danmark har for eksempel set en flue ligge på ryggen og sprælle som en bille? Ikke mange vil jeg formode. Desuden er de forbavsende reserverede, de grønlandske fluer. De interesserer sig ikke, som deres danske artsfæller, for at spadsere rundt på menneskets bare arme og ben. Og lige så lidt for at kravle ind i dets ører. Ganske befriende egentlig; om end lidt underligt. Men de grønlandske fluer har fundet mere avancerede måder at drille mennesket på. De kravler dovent rundt inde i det lille luftrum mellem vinduernes glas, for derefter at lægge sig til at dø derinde, uden for støvsugerens rækkevidde. Meget snedigt!

Så er man biolog med interesse for den slags foreligger der her et interessant studie. Til gengæld må man nok forberede sig på, at der ikke er så mange andre insekter at kaste sin interesse over heroppe. End fluer, altså. Og myg. Og så måske en enkelt vildfaren natsværmer eller edderkop. Hvis man skulle være så heldig! :)

”Har du travlt?”

Her har jeg gået, heele vejen ned af denne ikke-så-lidt lange trappe. Og heele tiden har jeg holdt mig pænt bag ved denne ikke-så-lidt langsomme mand. Trangen til at overhale har været der! Men jeg har overvundet den! Og så, lige som man endelig er ved at være nede af denne uendelig lange trappe, skal jeg se en sådan anklage rettet mod mig: ”Har du travlt?” Det kan ikke passe: Jeg vælger at overhøre spørgsmålet.

Da han gentager spørgsmålet, føler jeg mig dog nødsaget til at svare: Jeg forsikrer ham om, at jeg ikke har travlt. Jeg giver mig sågar tid til at stå og sludre lidt med manden neden for trappen, for ligesom at dokumentere sandheden i mit udsagn. Først da han er ude af syne, kaster jeg mig et blik på uret og sætter i løb.

Det er en lidt underlig opførsel; det er jeg klar over. Det er da også først i dag, et par måneder senere, at jeg deler historien med jer: Historien om pigen, der – på klodset vis – forsøger at efterleve et grønlandsk værdisystem, for at skille sig ud fra sit eget folk, ”danskerne”, som hun for nylig har lært, er fortravlede mennesker, der ikke bare går for hurtigt, men også snakker for hurtigt. Og for meget! Følgelig kan man vel heller ikke betænke mig i, denne dag at have travlt med ikke at have travlt. Så kan man jo kun se det som et hændeligt uheld, at jeg heele vejen ned ad trappen garanteret har åndet den stakkels grønlænder lige i nakken; hele tiden bagved, men også heele tiden, lige i hælene af ham.

I dag har jeg opgivet. Hvis jeg har travlt, hvilket jo hænder, så løber jeg. Alt hvad remmer og tøj kan bære. Men (!) når en grønlænder i ny og næ kommer til at overhale mig, bliver det til gengæld noteret omhyggeligt i kalenderen: ”Den 19. juni. Ditte på vej til et interview. Overhalet af grønlænder. Hurra!”

Sommerens første myg og uniformerede turister

Skyfri himmel. Og vindstille. Sommerens første myg jager mine håndrygge. Jeg prøver ikke at lade mig mærke med det; vi har en lang sommer i vente sammen, myggene og mig. Sneen er væk nu, og også det vand, sneen efterlod. Vinterstøvlerne er blevet hjemme sammen med jakken. Liggende på en bænk nyder jeg solen og betragter livet i havnen.

Nede i havnen ligger bådene nu i nydelige rækker langs bådebroerne, som er blevet lagt ud i løbet af de sidste par uger. Kun enkelte driver endnu rundt i det åbne vand. Ud og ind af havnen tøffer bådene af sted; fangere er på vej til og fra deres arbejdsplads, havet.

Et par fangere passerer min bænk på vej til havnen; de har geværtasker på slæb; det er sælerne, der står for skud. Andre går fra havnen bærende på dagens fangst: Ammassætter, som bæres hjem i gennemsigtige plasticsække. De er at finde i bugterne i tykke stimer i disse tider, ammasætterne; de er søgt ind mod land for at gyde. Forsøget på at formere sig bliver deres død; for mennesker og for hunde står der for tiden ammassætter på menuen.

Noget fremmed fanger mit blik: På kajen på modsatte side af havnen står en stor samling af mennesker, alle klædt i ens blå og røde jakker. Turister, forklarer Jakob, der er stødt ind i dem nede i byen. Krydstogtskibet, de er kommet med, holder parkeret ved indsejlingen til havnen; det er for stort til at sejle ind. I små hold fragtes de uniformerede turister ud til skibet i båd. Side om side med fangere på vej på arbejde forsvinder de ud af havnen.

Myggene løber af med sejren. Jeg må give fortabt; det klør. Sommerens første myg og sommerens første uniformerede turister er kommet til byen.

Midnatssol og smeltevand

Det er Jakob, der tager det første skridt. Væbnet med en rulle sølvpapir og en våd klud går han i gang med at klistre sine vinduer til. Da han er færdig, tager jeg en rask beslutning, overtager remedierne og giver mine vinduer samme tur.

Sølvpapir er uden sammenligning det billigste og mest effektive våben på markedet i kampen mod lyset, men det er lidt modstræbende, at jeg giver mig hen i dets varetægt. Det er lidt en ulempe ikke at kunne ”rulle fra” om morgenen, synes jeg. Også at vinduerne – om natten – må forblive lukket for at opretholde effekten. Og alligevel er jeg altså endt med at udkæmpe kampen på grønlandsk manér med sølvpapir som våben. Jeg har – som så mange andre i byen – skabt mig mit eget rumlige døgn, hvor nat og dag afgrænses af værelsets fire vægge: Nat inde; dag ude. Kontrollen er igen min.

Men netop som man har besejret det ene onde, sniger et nyt sig ind på én: Smeltevandet! Der er tale om vand, der smager ganske forfærdeligt. Hvad det smager af, prøver jeg at lade være med at tænke på; tager det værste af smagen med lidt saft. Jeg vurderer, det er et dårligt tidspunkt at sætte sig ind i, hvor vandet i min hane faktisk kommer fra. Mindes, at min far på et tidspunkt har fortalt mig noget opsigtsvækkende om byens vandforsyning, og for en gangs skyld glæder jeg mig over, at min hukommelse svigter.

Ja, midnatssol og smeltevand, det er, hvad Ilulissat har at byde ind med at onder her i slutningen af maj. Det er okay; vi er på god bølgelængde, Ilulissat og mig, til trods. Takket være sølvpapir og saftevand, selvfølgelig. :)

Lyset

I Ilulissat har lyset nu helt opslugt mørket og taget natten i sin varetægt: Lys følger lys i det uendelige; mørket udebliver. Min krop er forvirret; den kan ikke finde ud af, hvornår den skal hvile i denne overflod af lys. Aftentrætheden, der plejer at melde sin ankomst i hånd med mørket, udebliver. Der udspiller sig en kamp mellem krop og hoved; mellem lyset, der opmuntrer kroppen til at køre videre, og uret, der beordrer den i seng. I søvnig frustration beslutter jeg mig jævnligt for at investere i mørklægningsstof, hammer og søm (!), men betragter samtidig lysets indvirkning på min krop med en vis fascination og forundring. Det skødesløse forhold, mange grønlændere har til døgnrytmen om sommeren, kan måske nok virke uhensigtsmæssigt, men kropslig forstår jeg nu.

Forårstegn

I Ilulissat er solens stråler nu så småt ved at få bugt med vinteren: Hustage og veje er nu næsten blottet sne, og hist og her stritter græstotterne frem. Cigaretskodder og slikpapir finder vej til overfladen, og fra hundepladserne spreder der sig en ram lugt. Ude ved isfjorden vækkes isen til live og synger sin forårssang: Den knirker og knager, smælder og brager, og sætter vandet i plaskende og skvulpende bevægelser, når et stykke is river sig løs. Det er en magisk sang, der kan få én til simpelthen at holde vejret, for at få det hele med.

Også fluerne vækkes til live. En efter en vågner de op fra deres vinterhi, dukker op ud af det blå. I det smalle luftrum mellem ruderne i køkkenvinduet kravler lige nu fem fluer rundt og leder vedholdende efter en udgang. Jeg følger med interesse deres jagt: Vil det imod al logik faktisk lykkes dem at finde en vej ud, eller skal vores vindue snart forvandles til kirkegård? Fugleliv er her også nu. Snespurvene synger deres sang, som her i det barske vinterlandskab forekommer så uendelig skrøbelig og forfinet, og grønlænderne drager af sted med gevær på ryggen, for nu er rypejagten for alvor sat ind.

Lidt vemodigt er det at se sneen svinde ind dag for dag. Jeg har sammen med mit kamera gjort et sidste ihærdigt forsøg på at fastfryse vinteren, inden solens stråler helt udsletter den og gennemtvinger en afsked med sne, istapper, tykke strømper, skibukser, snescootere, kælke, langrendsski og hundeslæder. Det er en afsked, der gør ondt, selv for mig, der efter at være blevet kørt ned af en hundeslæde, ellers er blevet en smule skeptisk overfor disse tingester, der lydløst sniger sig ind på deres offer. Og jeg føler med hundene, der kan se frem til en kedelig sommer lænket på hundepladsen; de, der kun virkelig er i deres es, når de slider foran slæden.

Mens sneens bortgang betyder, at hundeslædesporenes veje lukkes, så åbnes der nu nye veje til vands, hvilket medfører visse glæder: Nu hvor isen er brudt op, ankommer Royal Artic Line nemlig trofast med varer to gange i ugen. Butikkernes varebestilling er dermed ikke længere begrænset af flyenes vægtkvoter, og følgelig bugner butikkerne nu med alt fra bananer og pærer til rødkål og persille. Et sandt madmekka har det udviklet sig til. :)

Stilhed efter stormen

Vågner. Lydene fra køkkenet fortæller mig, at de ikke er taget af sted endnu. Vender mig om på den anden side, sover videre. Klokken halv elleve sker det: Jeg vågner, og denne gang er der stille. Ligger og lytter lidt. Den er god nok. Fantastisk! Jeg må beherske mig for ikke at udstøde et jubelskrig, da jeg kommer ud i et tomt og ryddeligt køkken. I en tilstand af salig lykke indtager jeg mine havregryn og drikker kaffe, i stilhed. Lytter til køleskabet, der brummer, og hundene, der hyler udenfor. Lyde, der har været forstummet i det kaos, der de sidste to uger har udspillet sig her: Et kaos af hylende unger, der har løbet op og ned ad gangen; den lille, der har stolpet rundt og charmerer med sit ”bay bay”; en racerbane, der har indtaget opholdsrummet; børn i bare maver; voksen mand i underbukser; sodavand, slik, pizza og ammassætter spredt i køkkenet; en ubehagelig fuld mand; en hob af opvask; politi; mand og børn i bad og på toilet for åben dør; og lydene fra TV’et, der har kørt i døgndrift. Pyha!

Nu er her stille. De er rejst. Det er lidt dejligt. Synes, det har været lidt vildt at møde Grønland, her inden for hjemmets fire vægge.

Globaliseringens glæder

”Jeg var nødt til at slette en del af de billeder, fordi der var biler i baggrunden”. – Jakob taler om billederne fra vores hundeslædetur; de billeder, han tog af Julius, mens han var ved at spænde hundene for slæden. Jakob afslører, at han faktisk kunne finde på at klone (!) en bil væk fra et sådant billede, hvis det skulle være!!! Jamen, det er da også noget rod med de her moderne tingester, som fuldstændig spolerer det eksotiske og harmoniske billede. De hører jo ikke rigtig til, vel; de er ikke produkter af Grønland, men kommer fra en anden verden. Materielt skiller de sig ud, men også på skrift og i tale. Det er falske toner i en harmonisk melodi.

Dog hører de jo til, disse "tilkommere" (bilerne, matadormiksen, mælken etc.), og de er værdsat. De forsøder livet her i det kolde nord. - Og når man så kan trylle som Jakob, kan man jo få det hele: Man kan nyde sine harmoniske billeder, alt imens man spiser Matadormiks. – Og så bliver det jo ikke meget bedre! :)

Danske fødder på grønlandsk grund

På vej på langrend. Slår som sædvanlig smutvej langs snescootersporet, der løber forbi hundepladserne nær kollegiet. Ender på vejen igen nær indkøbscenteret, støder sammen med folkevrimlen uden for centeret, overhaler et par grønlændere og stopper så op og sænker tempoet: ”Se nu der, Ditte, nu gør du det igen: Jager af sted som en dansker.” – For sådan færdes man altså ikke i Ilulissats gader, man jager ikke af sted!

Det kan dog være svært altid at stå mål med den ro, som hersker i gaderne her. Min gang bliver lidt for rask og målrettet, min holdning lidt for ret og standhaftig. Det er danske fødder på grønlandsk grund: En koloniherres gang på koloniseret jord. Billedet af danskere, der indtager Grønland med rask og målrettet gang, imens Grønlænderne stille træder til side og lader danskere gå i front, står alt for klart for mig efter mødet med det grønlandske folk. De er så lavmælte i kropssprog og i tale, at det er let at komme til at føle sig som lidt af en damptromle i deres selskab.

Ja, smukt og fredeligt er Ilulissat. – Men hvad med det billede, de danske medier tegner af Grønland? Hvad med de sultende børn og de fordrukne forældre? Hvad med de volds- og incestramte kvinder og børn? – Faktisk synes alt dette umiddelbart fjernt her i Ilulissat: Her tumler børnene sig rødkindet i sneen, og her hænger der ingen branderter på gadehjørnerne. Ilulissat udmærker sig da også ved at være den by i Grønland med den laveste ledighed: En lille mønsterby? Ikke helt! Bag nogle af de blå, gule, røde og grønne murer forgår der desværre ting, der ikke harmonerer med den farvestrålende facade. Det er så tæt på og alligevel utrolig fjernt; vanskeligt at inkorporere i billedet af dette dejlige sted og den grønlandske mentalitet, som i høj grad tiltaler mig. Men nej, Ilulissat går ikke fri!

Slattent hvidkål

På søndagsindkøbstur, jeg med tømmermænd, min bofælle Jakob i søndagshyggehumør. Vi skal købe slik. :) Halvvejs igennem indkøbscenteret lyser mine øjne op. ”Halløjsa, om der ikke er kommet forsyninger af grønt til byen!” På de ellers så tomme hylder i grøntafdelingen ligger der nu både kål og porrer… Og bladselleri! Lidt senere går jeg hjem fra indkøbscenteret med min fangst: En cocio, en pose matadormiks og et hvidkålshoved (!), lidt slattent og til en værdi af 30 kr. Ikke desto mindre er jeg lykkelig; går og drømmer om, hvad det skal blive til: Hvidkålssalat med ananas og rosiner? Eller er det for slattent til det? Forårsruller er måske et bedre bud!

Ja, det er nu omtrent en uge siden, jeg forlod de bugnende danske supermarkeder og det spirende danske forår: vintergækkerne, de snart lysegrønne bøgeskove og forårskollektionerne. Denne gang må Århus fortsætte kursen imod paradis-is, fregner og solbrune tæer uden mig. Her i Ilulissat er jeg blevet budt velkommen af sne, isbjerge, 20-25 minusgrader og en luft, der er så tør, at alt er elektrisk, selv karkluden. Men forår er det ikke desto mindre, også her. Solen skinner i dag, ligesom i går og i forgårs og dagene før dem, fra en skyfri himmel. Nætterne byder på nordlys. Faktisk er foråret her i Ilulissat ganske vidunderligt. Og stedet her er vidunderligt. Vemodet over at forlade det danske forår og min trygge Århus-zone er nu ganske fjern.

Ilulissat ligger på Grønlands vestkyst ved Diskobugten, lige over polarcirklen; med huse malet i grønne, gule, blå og røde nuancer lyser byen op som en palet af farver midt i alt det hvide og blå, mellem de sneklædte fjelde og ned til fjorden, hvor isbjergene stille sejler af sted. I alt 8000 sjæle siges at bo her: 5000 mennesker og 3000 hunde. Hundene holder primært til på hundepladsen i udkanten af byen, men lydene af dem trænger frem over alt. Biler er her, men ikke mange; de fleste går. Til gengæld er helikoptere og flyvere en del af billedet her. Og så er havnen spækket med både; store og små, i et stort virvar, størstedelen frosset fast i isen, kun få finder vej igennem den sejlbare bane af grødet slush ice, tøffer sagte af sted. De få biler, helikopterne og flyene samt rigdommen af både og hunde udgør et godt billede på infrastrukturen her. Her, hvor vejene ganske enkelt slutter, hvor bebyggelsen slutter, og hvor man kun kommer længere end det, til vands eller til vejrs, eller med hunde som brændstof, hen over isen.

Lidt isoleret er jeg med andre ord, her i Ilulissat, men jeg har, hvad jeg har behov for. Selv hvidkål! :) Jeg nyder kulden, de smukke omgivelser, hundene og menneskerne. Suger til mig. Fem måneder føles pludselig som ingen tid. Ved nyt hjemmefra knuger længslen lidt i maven, men varmer også, så hold jer ikke tilbage. ;) Jeg håber, at I har det godt alle sammen, og at det danske forår er på vej til jer.