Lyset

I Ilulissat har lyset nu helt opslugt mørket og taget natten i sin varetægt: Lys følger lys i det uendelige; mørket udebliver. Min krop er forvirret; den kan ikke finde ud af, hvornår den skal hvile i denne overflod af lys. Aftentrætheden, der plejer at melde sin ankomst i hånd med mørket, udebliver. Der udspiller sig en kamp mellem krop og hoved; mellem lyset, der opmuntrer kroppen til at køre videre, og uret, der beordrer den i seng. I søvnig frustration beslutter jeg mig jævnligt for at investere i mørklægningsstof, hammer og søm (!), men betragter samtidig lysets indvirkning på min krop med en vis fascination og forundring. Det skødesløse forhold, mange grønlændere har til døgnrytmen om sommeren, kan måske nok virke uhensigtsmæssigt, men kropslig forstår jeg nu.