I Ilulissat er solens stråler nu så småt ved at få bugt med vinteren: Hustage og veje er nu næsten blottet sne, og hist og her stritter græstotterne frem. Cigaretskodder og slikpapir finder vej til overfladen, og fra hundepladserne spreder der sig en ram lugt. Ude ved isfjorden vækkes isen til live og synger sin forårssang: Den knirker og knager, smælder og brager, og sætter vandet i plaskende og skvulpende bevægelser, når et stykke is river sig løs. Det er en magisk sang, der kan få én til simpelthen at holde vejret, for at få det hele med.
Også fluerne vækkes til live. En efter en vågner de op fra deres vinterhi, dukker op ud af det blå. I det smalle luftrum mellem ruderne i køkkenvinduet kravler lige nu fem fluer rundt og leder vedholdende efter en udgang. Jeg følger med interesse deres jagt: Vil det imod al logik faktisk lykkes dem at finde en vej ud, eller skal vores vindue snart forvandles til kirkegård? Fugleliv er her også nu. Snespurvene synger deres sang, som her i det barske vinterlandskab forekommer så uendelig skrøbelig og forfinet, og grønlænderne drager af sted med gevær på ryggen, for nu er rypejagten for alvor sat ind.
Lidt vemodigt er det at se sneen svinde ind dag for dag. Jeg har sammen med mit kamera gjort et sidste ihærdigt forsøg på at fastfryse vinteren, inden solens stråler helt udsletter den og gennemtvinger en afsked med sne, istapper, tykke strømper, skibukser, snescootere, kælke, langrendsski og hundeslæder. Det er en afsked, der gør ondt, selv for mig, der efter at være blevet kørt ned af en hundeslæde, ellers er blevet en smule skeptisk overfor disse tingester, der lydløst sniger sig ind på deres offer. Og jeg føler med hundene, der kan se frem til en kedelig sommer lænket på hundepladsen; de, der kun virkelig er i deres es, når de slider foran slæden.
Mens sneens bortgang betyder, at hundeslædesporenes veje lukkes, så åbnes der nu nye veje til vands, hvilket medfører visse glæder: Nu hvor isen er brudt op, ankommer Royal Artic Line nemlig trofast med varer to gange i ugen. Butikkernes varebestilling er dermed ikke længere begrænset af flyenes vægtkvoter, og følgelig bugner butikkerne nu med alt fra bananer og pærer til rødkål og persille. Et sandt madmekka har det udviklet sig til. :)
Også fluerne vækkes til live. En efter en vågner de op fra deres vinterhi, dukker op ud af det blå. I det smalle luftrum mellem ruderne i køkkenvinduet kravler lige nu fem fluer rundt og leder vedholdende efter en udgang. Jeg følger med interesse deres jagt: Vil det imod al logik faktisk lykkes dem at finde en vej ud, eller skal vores vindue snart forvandles til kirkegård? Fugleliv er her også nu. Snespurvene synger deres sang, som her i det barske vinterlandskab forekommer så uendelig skrøbelig og forfinet, og grønlænderne drager af sted med gevær på ryggen, for nu er rypejagten for alvor sat ind.
Lidt vemodigt er det at se sneen svinde ind dag for dag. Jeg har sammen med mit kamera gjort et sidste ihærdigt forsøg på at fastfryse vinteren, inden solens stråler helt udsletter den og gennemtvinger en afsked med sne, istapper, tykke strømper, skibukser, snescootere, kælke, langrendsski og hundeslæder. Det er en afsked, der gør ondt, selv for mig, der efter at være blevet kørt ned af en hundeslæde, ellers er blevet en smule skeptisk overfor disse tingester, der lydløst sniger sig ind på deres offer. Og jeg føler med hundene, der kan se frem til en kedelig sommer lænket på hundepladsen; de, der kun virkelig er i deres es, når de slider foran slæden.
Mens sneens bortgang betyder, at hundeslædesporenes veje lukkes, så åbnes der nu nye veje til vands, hvilket medfører visse glæder: Nu hvor isen er brudt op, ankommer Royal Artic Line nemlig trofast med varer to gange i ugen. Butikkernes varebestilling er dermed ikke længere begrænset af flyenes vægtkvoter, og følgelig bugner butikkerne nu med alt fra bananer og pærer til rødkål og persille. Et sandt madmekka har det udviklet sig til. :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar