Midnatssol og smeltevand

Det er Jakob, der tager det første skridt. Væbnet med en rulle sølvpapir og en våd klud går han i gang med at klistre sine vinduer til. Da han er færdig, tager jeg en rask beslutning, overtager remedierne og giver mine vinduer samme tur.

Sølvpapir er uden sammenligning det billigste og mest effektive våben på markedet i kampen mod lyset, men det er lidt modstræbende, at jeg giver mig hen i dets varetægt. Det er lidt en ulempe ikke at kunne ”rulle fra” om morgenen, synes jeg. Også at vinduerne – om natten – må forblive lukket for at opretholde effekten. Og alligevel er jeg altså endt med at udkæmpe kampen på grønlandsk manér med sølvpapir som våben. Jeg har – som så mange andre i byen – skabt mig mit eget rumlige døgn, hvor nat og dag afgrænses af værelsets fire vægge: Nat inde; dag ude. Kontrollen er igen min.

Men netop som man har besejret det ene onde, sniger et nyt sig ind på én: Smeltevandet! Der er tale om vand, der smager ganske forfærdeligt. Hvad det smager af, prøver jeg at lade være med at tænke på; tager det værste af smagen med lidt saft. Jeg vurderer, det er et dårligt tidspunkt at sætte sig ind i, hvor vandet i min hane faktisk kommer fra. Mindes, at min far på et tidspunkt har fortalt mig noget opsigtsvækkende om byens vandforsyning, og for en gangs skyld glæder jeg mig over, at min hukommelse svigter.

Ja, midnatssol og smeltevand, det er, hvad Ilulissat har at byde ind med at onder her i slutningen af maj. Det er okay; vi er på god bølgelængde, Ilulissat og mig, til trods. Takket være sølvpapir og saftevand, selvfølgelig. :)