Her har jeg gået, heele vejen ned af denne ikke-så-lidt lange trappe. Og heele tiden har jeg holdt mig pænt bag ved denne ikke-så-lidt langsomme mand. Trangen til at overhale har været der! Men jeg har overvundet den! Og så, lige som man endelig er ved at være nede af denne uendelig lange trappe, skal jeg se en sådan anklage rettet mod mig: ”Har du travlt?” Det kan ikke passe: Jeg vælger at overhøre spørgsmålet.
Da han gentager spørgsmålet, føler jeg mig dog nødsaget til at svare: Jeg forsikrer ham om, at jeg ikke har travlt. Jeg giver mig sågar tid til at stå og sludre lidt med manden neden for trappen, for ligesom at dokumentere sandheden i mit udsagn. Først da han er ude af syne, kaster jeg mig et blik på uret og sætter i løb.
Det er en lidt underlig opførsel; det er jeg klar over. Det er da også først i dag, et par måneder senere, at jeg deler historien med jer: Historien om pigen, der – på klodset vis – forsøger at efterleve et grønlandsk værdisystem, for at skille sig ud fra sit eget folk, ”danskerne”, som hun for nylig har lært, er fortravlede mennesker, der ikke bare går for hurtigt, men også snakker for hurtigt. Og for meget! Følgelig kan man vel heller ikke betænke mig i, denne dag at have travlt med ikke at have travlt. Så kan man jo kun se det som et hændeligt uheld, at jeg heele vejen ned ad trappen garanteret har åndet den stakkels grønlænder lige i nakken; hele tiden bagved, men også heele tiden, lige i hælene af ham.
I dag har jeg opgivet. Hvis jeg har travlt, hvilket jo hænder, så løber jeg. Alt hvad remmer og tøj kan bære. Men (!) når en grønlænder i ny og næ kommer til at overhale mig, bliver det til gengæld noteret omhyggeligt i kalenderen: ”Den 19. juni. Ditte på vej til et interview. Overhalet af grønlænder. Hurra!”
Da han gentager spørgsmålet, føler jeg mig dog nødsaget til at svare: Jeg forsikrer ham om, at jeg ikke har travlt. Jeg giver mig sågar tid til at stå og sludre lidt med manden neden for trappen, for ligesom at dokumentere sandheden i mit udsagn. Først da han er ude af syne, kaster jeg mig et blik på uret og sætter i løb.
Det er en lidt underlig opførsel; det er jeg klar over. Det er da også først i dag, et par måneder senere, at jeg deler historien med jer: Historien om pigen, der – på klodset vis – forsøger at efterleve et grønlandsk værdisystem, for at skille sig ud fra sit eget folk, ”danskerne”, som hun for nylig har lært, er fortravlede mennesker, der ikke bare går for hurtigt, men også snakker for hurtigt. Og for meget! Følgelig kan man vel heller ikke betænke mig i, denne dag at have travlt med ikke at have travlt. Så kan man jo kun se det som et hændeligt uheld, at jeg heele vejen ned ad trappen garanteret har åndet den stakkels grønlænder lige i nakken; hele tiden bagved, men også heele tiden, lige i hælene af ham.
I dag har jeg opgivet. Hvis jeg har travlt, hvilket jo hænder, så løber jeg. Alt hvad remmer og tøj kan bære. Men (!) når en grønlænder i ny og næ kommer til at overhale mig, bliver det til gengæld noteret omhyggeligt i kalenderen: ”Den 19. juni. Ditte på vej til et interview. Overhalet af grønlænder. Hurra!”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar