På søndagsindkøbstur, jeg med tømmermænd, min bofælle Jakob i søndagshyggehumør. Vi skal købe slik. :) Halvvejs igennem indkøbscenteret lyser mine øjne op. ”Halløjsa, om der ikke er kommet forsyninger af grønt til byen!” På de ellers så tomme hylder i grøntafdelingen ligger der nu både kål og porrer… Og bladselleri! Lidt senere går jeg hjem fra indkøbscenteret med min fangst: En cocio, en pose matadormiks og et hvidkålshoved (!), lidt slattent og til en værdi af 30 kr. Ikke desto mindre er jeg lykkelig; går og drømmer om, hvad det skal blive til: Hvidkålssalat med ananas og rosiner? Eller er det for slattent til det? Forårsruller er måske et bedre bud!
Ja, det er nu omtrent en uge siden, jeg forlod de bugnende danske supermarkeder og det spirende danske forår: vintergækkerne, de snart lysegrønne bøgeskove og forårskollektionerne. Denne gang må Århus fortsætte kursen imod paradis-is, fregner og solbrune tæer uden mig. Her i Ilulissat er jeg blevet budt velkommen af sne, isbjerge, 20-25 minusgrader og en luft, der er så tør, at alt er elektrisk, selv karkluden. Men forår er det ikke desto mindre, også her. Solen skinner i dag, ligesom i går og i forgårs og dagene før dem, fra en skyfri himmel. Nætterne byder på nordlys. Faktisk er foråret her i Ilulissat ganske vidunderligt. Og stedet her er vidunderligt. Vemodet over at forlade det danske forår og min trygge Århus-zone er nu ganske fjern.
Ilulissat ligger på Grønlands vestkyst ved Diskobugten, lige over polarcirklen; med huse malet i grønne, gule, blå og røde nuancer lyser byen op som en palet af farver midt i alt det hvide og blå, mellem de sneklædte fjelde og ned til fjorden, hvor isbjergene stille sejler af sted. I alt 8000 sjæle siges at bo her: 5000 mennesker og 3000 hunde. Hundene holder primært til på hundepladsen i udkanten af byen, men lydene af dem trænger frem over alt. Biler er her, men ikke mange; de fleste går. Til gengæld er helikoptere og flyvere en del af billedet her. Og så er havnen spækket med både; store og små, i et stort virvar, størstedelen frosset fast i isen, kun få finder vej igennem den sejlbare bane af grødet slush ice, tøffer sagte af sted. De få biler, helikopterne og flyene samt rigdommen af både og hunde udgør et godt billede på infrastrukturen her. Her, hvor vejene ganske enkelt slutter, hvor bebyggelsen slutter, og hvor man kun kommer længere end det, til vands eller til vejrs, eller med hunde som brændstof, hen over isen.
Lidt isoleret er jeg med andre ord, her i Ilulissat, men jeg har, hvad jeg har behov for. Selv hvidkål! :) Jeg nyder kulden, de smukke omgivelser, hundene og menneskerne. Suger til mig. Fem måneder føles pludselig som ingen tid. Ved nyt hjemmefra knuger længslen lidt i maven, men varmer også, så hold jer ikke tilbage. ;) Jeg håber, at I har det godt alle sammen, og at det danske forår er på vej til jer.
Ja, det er nu omtrent en uge siden, jeg forlod de bugnende danske supermarkeder og det spirende danske forår: vintergækkerne, de snart lysegrønne bøgeskove og forårskollektionerne. Denne gang må Århus fortsætte kursen imod paradis-is, fregner og solbrune tæer uden mig. Her i Ilulissat er jeg blevet budt velkommen af sne, isbjerge, 20-25 minusgrader og en luft, der er så tør, at alt er elektrisk, selv karkluden. Men forår er det ikke desto mindre, også her. Solen skinner i dag, ligesom i går og i forgårs og dagene før dem, fra en skyfri himmel. Nætterne byder på nordlys. Faktisk er foråret her i Ilulissat ganske vidunderligt. Og stedet her er vidunderligt. Vemodet over at forlade det danske forår og min trygge Århus-zone er nu ganske fjern.
Ilulissat ligger på Grønlands vestkyst ved Diskobugten, lige over polarcirklen; med huse malet i grønne, gule, blå og røde nuancer lyser byen op som en palet af farver midt i alt det hvide og blå, mellem de sneklædte fjelde og ned til fjorden, hvor isbjergene stille sejler af sted. I alt 8000 sjæle siges at bo her: 5000 mennesker og 3000 hunde. Hundene holder primært til på hundepladsen i udkanten af byen, men lydene af dem trænger frem over alt. Biler er her, men ikke mange; de fleste går. Til gengæld er helikoptere og flyvere en del af billedet her. Og så er havnen spækket med både; store og små, i et stort virvar, størstedelen frosset fast i isen, kun få finder vej igennem den sejlbare bane af grødet slush ice, tøffer sagte af sted. De få biler, helikopterne og flyene samt rigdommen af både og hunde udgør et godt billede på infrastrukturen her. Her, hvor vejene ganske enkelt slutter, hvor bebyggelsen slutter, og hvor man kun kommer længere end det, til vands eller til vejrs, eller med hunde som brændstof, hen over isen.
Lidt isoleret er jeg med andre ord, her i Ilulissat, men jeg har, hvad jeg har behov for. Selv hvidkål! :) Jeg nyder kulden, de smukke omgivelser, hundene og menneskerne. Suger til mig. Fem måneder føles pludselig som ingen tid. Ved nyt hjemmefra knuger længslen lidt i maven, men varmer også, så hold jer ikke tilbage. ;) Jeg håber, at I har det godt alle sammen, og at det danske forår er på vej til jer.
Hej Ditte!
SvarSletNøj, det lyder dejligt!! Er ellers ikke vild med kulde, men du får det til at lyde utroligt indbydende. Det er lidt surt herhjemme, men Grønland får åbenbart kulden til at se helt godt ud :)
Jeg glæder mig til at følge med herinde på bloggen, vil meget gerne have mails med nye indlæg. Jeg ville gerne sende noget grønt op til dig, men mon ikke det også slatner på vejen?
God vind i slæden og hils julemanden!
Knus og kram,
Jonas